Artikler

5 indretningstips, der giver dit hjem nyt liv

Trænger dit hjem til lidt fornyelse? Du behøver faktisk ikke gå i gang med de helt store, dyre projekter for at forny hjemmet. Små forandringer kan nemlig gøre en kæmpe forskel. Du skal bare tænke lidt kreativt – enten ved at forny det, du allerede ejer eller købe nye ting/brugt, der passer til den stil, du gerne vil have i dit hjem. Vi har her samlet 5 indretningstips, der kan hjælpe dig med at give dit hjem et nyt liv.

Mal væggene en ny farve

At male bare én væg er nok til at skabe en stor forandring, men at male flere er nok det, der kan skabe den største forandring i dit hjem. Farver skaber nemlig stemning, så hvis du vælger en ny farve til væggene, kan du give et rum et helt nyt udtryk. En ny vægfarve giver også nyt liv til både møbler og nips, så du faktisk kan slippe afsted med blot at male væggene. Det er dog ikke lige meget, hvilke farver, du vælger til dine vægge, alt efter hvilket rum, der er tale om. Farverne påvirker dig nemlig. Husk derfor at researche grundigt, inden du vælger farver til de forskellige rum – og tag gerne et professionelt malerfirma med på råd for at sikre det bedst mulige resultat.

Skift greb og armatur

Det er en dyr fornøjelse at skifte køkkenet ud med et nyt, men heldigvis er der meget, du kan gøre uden at købe et nyt køkken. Lidt maling, nye greb og nyt armatur kan skabe et helt nyt køkken for dig, uden at du skal have den helt store pung op af lommen. Hvis du f.eks. har et hvidt eller farvet køkken og gerne vil skabe et mere eksklusivt udtryk, kan du tilføre nogle messing-detaljer i dit køkken – ellers kan du også give dit køkken et mere sommerhus- eller old school feel med nogle retro greb og armatur.

Indret med grønne planter

Det har aldrig været så in at indrette med planter i hjemmet. Det er ikke kun på grund af at den naturlige indretning hitter lige nu, men faktisk også fordi at planter er en god måde at pifte en måske lidt kedelig indretning op. Hvis du gerne vil tilføre liv til indretning, kan du købe en stor plante, f.eks. en violinfigen eller en monstera. Husk også, at krukker og vaser i sig selv kan være dekorative, så du kan også indrette med krukker og vaser uden at have blomster i dem.

Placér nips på nye måder

Det kan måske virke lidt for simpelt, men det kan have stor indflydelse på dit hjems samlede udtryk, hvis du arrangerer dit nips på nye måder. Nips bliver ofte placeret rundt omkring i boligen, men det kan faktisk give et pænt udtryk at samle dele af det i et stilleben på en hylde eller reol. Det kan også være en idé at samle det i grupper efter farver, materialer og lignende for at lege med udtrykket.

Nye tekstiler

Nye tekstiler i form af f.eks. puder, plaider og tæpper er en hurtig og nem måde at pifte hjemmet lidt op på. Et skift i farver eller materialer kan gøre en stor forskel for det samlede udtryk i rummet, uanset om der er tale om soveværelset eller stuen. Det kan også være en god idé at eksperimentere lidt med at sammensætte de puder, du allerede har på nye måder, så din sofa eller seng får et nyt look.

31 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *